Flyttet

Min blog er flyttet. Flyt endelig med! Det er her det foregår fra nu af.

Det treårige arbejdslegat

I aften bliver Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat uddelt. De dygtige modtagere er:

Forfatterne: Trine Andersen, Anne-Louise Bosmans, Inge Lise Hornemann, René Jean Jensen, Erling Jepsen, Maja Lee Langvad, Martin Larsen, Lars Skinnebach, Synnøve Søe og Harald Voetmann.

Billekunstnerne: Rikke Benborg, Ruth Campau, Simon Dybbroe Møller, Ulrik Møller, Tommy Støckel og Gitte Villesen.

Komponisterne: Lennart Ginman, Hans Hansen og Rasmus Zwicki.

Kunsthåndværkerne og designerne: Arnt Jensen, Anne Fabricius Møller, og Spild af Tid /v. Jakob Thorbæk, Jenz Koudahl og Rasmus Meisler.

Arkitekterne: Hans Peter Hagens og Lotte Elkiær & Ane Ebbeskov Olsen.

Filminstruktøren: Jens Loftager.

STORT tillykke til alle!

Der er mere info her

Anmeldelse i Flensborg Avis

I dag fik jeg min fjerde anmeldelse, og den var meget fin. Det var Flensborg Avis, der bragte den. Der står bl.a.:

“Henriette E . Møller fortæller roligt og afdæmpet historien om de tre kvinder. Hendes sprog er smukt og levende, og det tegner personerne helt skarpt op i den intime fortælling. Forfatteren fortsætter alle de gode takter fra debutbogen, og hun er ved at blive en af de stemmer i dansk litteratur, som man lægger mærke til.”

Læs hele anmeldelsen her

Novelle i Politiken

Jeg havde en novelle i Politikens Magasin i går:

Påskesøndag, 1987
De er til påskefrokost, og de keder sig. De voksne spiser, ryger, drikker og spiller whist, så de går ned og leger. De er bror, søster og fætter, og de er sammen om alt – også den sorte plastikpose i krattet.
Novelle af Henriette E . Møller

Hele novellen kan læses her

I Alt for Damerne

Jeg fylder fire sider i denne uges udgave af Alt for Damerne.

Udgivelse af Kaiser

Det er hårdt at udgive en bog. Jeg blev overrasket over det, da jeg udgav Jelne, og jeg er blevet mindet om det igen denne gang.

Min tur ud gennem tjørnebusken begyndte allerede onsdag aften, hvor jeg opdagede, at Erik Svendsens anmeldelse af Kaiser var lagt på Jyllands Postens hjemmeside. Og den anmeldelse gjorde mig ikke just glad. Selve anmeldelsen var ok, en smule (nej, meget) referende med flere faktuelle fejl i (handlingen udspiller sig ikke i Nansensgade, men i Ryesgade, Thomas kommer ikke fra Berlin, men fra Hannover). Men tre stjerner gør ingen forfatter glad - i al fald ikke denne forfatter...

Senere samme aften så jeg, at Erik Skyums anmeldelse af Kaiser var lagt på Informations hjemmeside. Men der var kun adgang for de, der abonnerer på Informationen, og det var temmelig frustrerende for mig, at jeg måtte nøjes med den tvetydige brødtekst: Henriette E. Møller skriver smukt, men gentager sig selv en hel del på sine vandringer ind og ud af sine personer.

I løbet af onsdag nat stod jeg op flere gange for at tjekke net. Som om natten med de sløve øjne er det bedste tidspunkt at opdage nye anmeldelser på... Men det var i løbet af natten jeg fik læst Erik Skyums anmeldelse samt Lise Garsdals fra Politiken. Garsdals anmeldelse gjorde mig glad og Skyums anmeldelse gjorde - og gør mig stadig - forvirret.

Det er meget, meget svært at læse anmeldelser, og jeg har da også måtte få både min kæreste og min redaktør til at fortælle mig, hvad det er, der står i anmeldelserne.

Torsdag var så dagen, hvor Kaiser officielt udkom, og det blev en god dag. Jeg holdt sammen med Gyldendal en reception om eftermiddagen i Thiemers Magasin på Vesterbro, og det var en virkelig god måde at fejre bogudgivelsen på. Jeg fik masser af blomster, bøger, fyldt chokolade, vin, knus og gode gaver på denne varme majeftermiddag.

Kaiser i vinduet hos Thiemers Magasin

Og nu er Kaiser sendt ud i verden. Det har været udmattende og nervepirrende. Og det er ikke slut endnu. Der er stadig anmeldere og anmeldelse, jeg frygter, og jeg venter spændt på de første tilbagemeldinger fra venner, der har fået eller købt bogen. Den er virkelig ude af mine hænder. Og det er svært at vænne sig til.  

Ventetid

Jeg går lidt rundt omkring mig selv i disse dage. Min næste roman Kaiser udkommer på torsdag, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg er nervøs. Det er denne del af forfatterjobbet, jeg er mindst vild med. Det er jo drømmen om udgivelsen, der er drivkraften i skriveprocessen, men det er også den del, jeg er mest frustreret over. Bogen er ude af mine hænder, og jeg har INGEN idé om, hvordan den virker på andre.

I dag er jeg blevet interviewet af Jannik Lunn til Bogmarkedet, og det var en rigtig god oplevelse. De første interviews om en ny bog er altid lidt famlende, da jeg endnu ikke har talt så meget om den. Men vi fik en rigtig god snak om det ene og det andet. I morgen skal jeg interviewes i P2 af Tore Leifer kl. 15.30.

Min bog findes allerede nu rundt omkring. Der er vist stadig ikke så mange, der har læst den. Men den findes. Også her.

Kan du huske 9. april?

Da jeg for en månedes tid siden deltog i et arrangement med musik og litteratur, læste jeg op fra Kaiser. En del af Kaiser foregår under begyndelsen af besættelsen og i tiden derefter. Jeg læste op fra afsnittet, hvor Danmark bliver besat med alt hvad det indebar af store, sorte flyvemaskiner på den tidlige april-himmel, flyvesedler og Alsangsaften i Fælledparken. Det er alt sammen oplevelser, jeg af gode grunde ikke selv har oplevet, men som jeg har set i tv, hørt om i skolen og siden hen læst mig endnu mere til.

Da jeg var færdig med at læse op var der musik og mere oplæsning, og der gik således halvanden time, før der var pause. Jeg regnede ikke med, at publikum ville have bidt mærke i min oplæsning, men selv efter så lang tids underholdning fra dygtige kunstner, var der alligevel flere fra publikum, der kom hen til mig og sagde tak for oplæsningen.

Én af dem, der gjorde størst indtryk på mig, var en ældre kvinde. Hun kom hen til mig og fortalte, at hun selv havde oplevet, hvordan verden ændrede sig den morgen i april 1940. Hun kunne huske de store fly, som hun så fra sit lille kammer i Holte. Og mere kunne hun ikke sige, for så begyndte hun at græde. Det var meget overraskende for mig. Hun undskyldte og sagde, at min oplæsning havde mindet hende om det hele igen. Hun sagde farvel og efterlod mig med en meget mærkelig fornemmelse af, at jeg havde gjort noget, jeg ikke kunne tillade mig.

Har jeg ret til at fortælle en del del fra den historie, jeg ikke selv har oplevet? Jeg er i forvejen meget ydmyg omkring dem, der har oplevet og overlevet 2. verdenskrig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om det er respektløst af mig at snuppe elementer fra den krig, jeg ikke selv har oplevet. Jeg synes, jeg skriver om 2. verdenskrig med respekt for de, der oplevede den, men samtidig har jeg inddraget den i Kaiser af rent dramatiske grunde.

Jeg tænkte længe over det og blev glad, da jeg i en gammel Weekendavis kunne læse et interview med Ole Christian Madsen, der åbenbart ikke har haft den slags bekymringer omkring brugen af 2. verdenskrig.

Han siger i forbindelse med modtagelse af Flammen og Citronen:
»Jeg har foretaget nogle markante valg i den måde, jeg fortæller historien på, og nu skal jeg stå til regnskab. Men det lader til, at jeg går igennem nåleøjet. Tilsyneladende er de gamle frihedskæmpere tilfredse. Det var en modstand, som jeg frygtede meget. Jeg foretager jo min tolkning, men det betyder meget for mig, at de synes, jeg rammer noget rigtigt, selv om de ikke har patent på historien,« siger Ole Christian Madsen.

De har ikke patent på historien. Og det er vel sådan, det skal være. For ikke at glemme 2. verdenskrig eller andre historiske begivenheder er det vel vigtigt, at vi deles om historien. For der skal jo stadig være nogle tilbage til at fortælle de historier, når de, der oplevede dem, er væk. Og det håber jeg, den ældre kvinde, jeg mødte den lørdag eftermiddag, er helt enig med mig i.

Bøger læst i april

Simona Vinci: Inden der var mødre

Per Petterson: Ud og stjæle heste

Peter H. Olesen: Korrekturlæseren

Helle Helle: Ned til hundene

Primo Levi: Hvis dette er et menneske

Thorstein Thomsen: Sne på hendes ansigt

Dy Plambeck: Texas´rose

Haruki Murakami: Trækopfuglens krønike

På vej ud i verden

Når en bog skal udgives er der - i følge mig - tre faser den skal i gennem. Først skal den læses af anmelderne. Så skal den læses af venner og familie. Og til sidst skal den helst købes af de ukendte købere.

Jeg var på Gyldendal i begyndelse af ugen for at sende frieksemplar af Kaiser ud til venner, familie, forfattere og andre, som jeg "skyldte" min nye bog til. Det er en god oplevelse at sidde der med en bogstak af spritnye bøger foran sig og en adressebog ved siden. Og det er altid svært at vælge, hvem der skal have denne nye, ulæste bog.

Da jeg sad dér, kom Lene Wissing ind til en lille snak. Vi talte bl.a. om dette med at sende sin nye bog ud i verden, og hun gav mig et godt billede af, hvordan det i virkeligheden er. Man står som forfatter alene, og rundt omkring én er en ring af tjørnebuske bestående af anmeldere. Og det er svært at vide, hvor mange blodige sår man som forfatter får, når man skal ud gennem denne ring af tjørnebuske. Måske er de søde, anmelderne, måske viser de selv vejen ud fra den ensomhed, man oplever, når man står derinde i midten. Og så må man håbe, at der er begejstret familiemedlemmer, venner og købere på den anden side af tjørnebusken.

Men måske gør det ondt at komme ud. Og måske er der ikke mange begejstret venner eller købere på den anden side...

For det er jo ikke kun anmelderne, der skal læse de nye bøger. Som sagt ser jeg tre planer (eller tjørnebuske) man skal igennem, før at ens bog er vel ude.

De første er anmelderne og ikke flere ord om dem... (At jeg allerede nu har mareridt om Lars Bukdahl, siger vel nok...)

Den anden gruppe er familien, vennerne og forfatterkollegaerne. I mit tilfælde modtager en lille skare Kaiser med posten i disse dage, og det er gruopvækkende at tænke på. Indtil de modtager og senere læser bogen, har jeg kunne holde den for mig selv. Men snart er Kaiser ikke længere min bog. Det er også min onkel Pouls, det er også Kim Blæsbjergs og mine søstres, Kaiser bliver nu også Annes og Louises og Mias bog. Og det er jo det, det handler om, når man udgiver en bog - at man deler den med andre. Bare man nu ikke skuffer dem...

Den sidste gruppe, man så skal erobre, er køberne. Og det er svært at vide, om de overhovedet findes. Salget af Jelne gik godt, så jeg håber, at det vil følge Kaiser. Men det afhænger sikkert også af anmeldernes. Og så er vi tilbage ved dem...

Jeg står og holder vejret inde i ensomheden og håber, at tjørnebusken vil være nådig...

Stakken af de nye bøger

Og de udsendte...

Forår i Budapest

Jeg er just hjemvendt efter fire fantastiske dage i Budapest.

Jeg var meget stolt af at være Danmarks repræsentant på dette års 8th Annual European First Novel Festival. Selve festivalen er lavet med det formål at introducere yngre forfattere fra nye og gamle EU-lande. Festivalen havde inviteret 19 EU-lande, der hver blev repræsenteret ved en debutant. Og jeg var debutanten fra Danmark inviteret af Det danske Institut i Ungarn.

Jeg ankom til Budapest onsdag eftermiddag, og torsdag var der fuldt program. Om dagen var jeg ude og holde foredrag om Jelne og mit begyndende forfatterskab for en stor gruppe dansk-studerende på ELTE-Universitet. Det var en udfordring at tale til dem, da det skulle foregå på dansk. Og dansk er naturligvis et svært sprog for ungarske 1. og 2. års studerende. Jeg er meget imponeret over, at man ønsker at lære at tale dette sprog, der ikke bliver talt eller læst af ret mange mennesker. De studerende lyttede ivrigt, og det var interessant at møde dem. Noget af det bedste ved dette arrangement var dog, at lektoren, der havde inviteret mig, var Tue Sand Larsen, som jeg selv er blevet undervist af i foråret 2000 på Århus Universitet.

Torsdag aften skulle alle debutanter og repræsentanter fra de forskellige ambassader og institutter mødes til reception på Petöfi Museet. Der var mad og drikkevarer og snak i lange baner. Og det var dejligt at få sat ansigt på de øvrige debutanter.

Fredag havde jeg fri og var turist i Budapest. Om formiddagen var jeg på borgområdet i Buda, som er et fint og dejligt område. Om eftermiddagen shoppede jeg lidt i Pest. Jeg er meget begejstret for de to forskellige områder, der er bundet sammen af broer, der næsten måler sig med Brooklyn Bridge.

"Den lille prinsesse" der sidder på hegnet hen mod Kædebroen

Kabelbanen op til Borgområdet på Buda-siden

Kædebroen set oppefra. En bro, der næsten stikker Brooklyn Bridge i skønhed

Foråret var kommet til Budapest med lysende kastanjetræer og duftende syrener

Lørdag var den store bogmesse-dag. Jeg blev hentet på hotellet af Júlia Csomor, som er en ung ungarsk studerende, der taler flydende dansk og som arbejder på Det danske Institut. Hun var min hjælper hele dagen, og hun var et rigtigt godt selskab. Vi tog ud til Millenáris Park, hvor Bogmessen blev afholdt.

Jeg skulle være med i første omgang af debutant-samtaler sammen med debutanterne fra Østrig, Finland, Tjekkiet, Polen, Bulgarien, Litauen og Slovakiet. Det var en fantastisk blanding af alder, erfaring og gebrokkent engelsk. Det er tydeligt at mærke, at det først var efter Murens fald det er blevet lovligt at give og modtage engelsk undervisning i skolen, for enkelte af deltagerne havde meget svært ved at udtrykke sig på dette sprog. Det var mest tydligt hos deltageren fra Tjekkiet, der havde en tolk med. Sagen var bare, at denne tolk heller ikke kunne tale engelsk. Så det blev en længere forestilling, når den tjekkiske debutant skulle svare på spørgsmål. Først svarede han på tjekkisk til tolken, der oversatte de lange svar til ungarsk og endelig kunne arrangøren Anna Gács, der var tovholder, oversætte til engelsk. Der var således mulighed for lange pauser, når dette stod på... Det var lidt af en farce, da både den tjekkiske forfatter og den ungarske tolk talte længe, længe, og da Anna Gács fremførte de engelske svar, var de halvt så lange.

1. omgang af debutant-samtalerne. Mig med den finske, den slovakiske, den tjekkiske og hans tolk 


De øvrige deltagere i 1. runde. Den postmodernistiske runde...

Anden del af debutant-arrangementet bestod af en samtale mellem de ni resterende debutanter. Ét af spørgsmålene fra én af debutanterne til arrangøren var, hvordan denne deling af os debutanter var blevet bestemt. Det interessante var netop, at i den først samtale var vi syv kvinder og to mænd, mens den anden omgang bestod af syv mænd og to kvinder. Arrangøren sagde dog, at vi ikke var delt op efter køn, men derimod efter litterær retning. Hun sagde, at vi i første runde var postmodernistiske, mens de i den anden runde var modernistiske. Det overraskede mig meget. Det er trods alt første (og ganske sikkert sidste gang) jeg er blevet karaktiseret som værende en postmodernistisk forfatter! Dog skal det siges, at det uddrag arrangøren har læst af Jelne var begyndelsen, som er præget af lidt bevægelse og meget sprog. Men jeg nød mine få minutter som postmodernistisk forfatter...


En træt debutant fra Slovenien, den tyske debutant og den ungarske


Debutanterne fra Irland og fra Estland

Lørdag aften tilbragte vi alle på den slovakiske Ambassade, hvor der var reception med mad og vin. Det var en fin afslutning på en virkelig god oplevelse.

Mere info om Bogmessen findes her.

European first novel Festival

I dag tager jeg til Budapest for at deltage i dette års European first novel Festival. Selve festivalen foreløber fra i dag onsdag den 24. april til søndag den 27. april, og der vil være deltagere fra det meste af Europa.

For mit vedkomne skal jeg deltage som debutant sammen med 17 andre debutanter. Vi skal mødes i to rundbordssamtaler på selve festivalen lørdag, hvor vi skal tale om det at debutere.
Inden da skal jeg torsdag dag holde et mindre foredrag på den nordiske afdeling under Germanistik på ELTE Universitetet, og torsdag aften skal jeg deltage i en reception i Petöfi Museet, hvor alle debutanterne skal mødes.

Jeg synes, det er interessant, at der bliver lavet en festival, der samler debutanter. Men som arrangørerne skriver i dette års program:

"A real dialogue about books can begin with authors who have not been idolised. By their presence, these burgeoning literary talents, bring literature closer to life, and the mystery of writing provides a basis for many exciting and signifi can´t encounters".

Så bliver det med ét vigtigt og interessant at samle debutanter.

De øvrige deltagere er:
Paulina Bukowska, Poland
Vlado Bulić, Croatia
Mark Collins, Ireland
Gessica Franco Carlevero, Italy
Dunajcsik Mátyás, Hungary
Filip Florian, Romania
Peeter Helme, Estonia
Carmen Jiménez, Spain
Anna Maria Mäki, Finland
Ivanka Mogilska, Bulgaria
Agda Bavi Pain, Slovakia
Jacinto Lucas Pires, Portugal
Angelika Reitzer, Austria
Thomas von Steinaecker, Germany
Jonáš Tokarský, Czech Republic
Aistė Vilkaitė, Lithuania
Goran Vojnović, Slovenia

Om Forfatterskolen

Kim Blæsbjerg har skrevet et interessant og - for mig - meget rammende indlæg om Forfatterskolen. Læs det her.

Det treårige arbejdslegat

Jeg gætter på, at det er i disse dage, de heldige og dygtige modtagere af Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat får den fantastiske besked fra Statens Kunstfond.

Jeg kan tydligt huske, da jeg fik brevet en onsdag midt i april sidste år. Jeg havde ingen idé om, at jeg var blevet puttet i bunken af mulige modtagere af det treårige, så derfor havde jeg slet ingen idé om, hvad der gemte sig i den store kuvert, jeg modtog den onsdag i april.


Der er få begivenheder, der virkelig kan ændre ens liv så radikalt, at man kan mærke det fra dag til dag. Der er de pludselige dødsfald, fødsler og store rejser. Og så er der også modtagelsen af det treårige arbejdslegat.
For mig betød det, at jeg stoppede på arbejde, med tiden stoppede jeg på mit studie, og jeg fik skrevet min anden bog i løbet af ret kort tid. Jeg begyndte også langsomt at få denne nye identitet som forfatter. Det er jo som forfatter, jeg nu i et år har fået en daglig indtægt. Og det er bare begyndelsen, for der er stadig to års frihed tilbage for mit vedkomne.

Tillykke til jer, der bliver årets modtagere. Jeg er sikker på, at intet vil blive det samme efter modtagelsen af det brev.

Litteraturens musicals

"Som korrekturlæser går jeg gerne om bord i tykke bøger, men som almindelig læser foretrækker jeg forfattere, som kan formulere sig klart og koncist. Kortfattet. Uden dikkedarer. Jeg ved, at mange læsere ligefrem elsker at begrave sig i tykke bøger, elsker at blive opslugt af en roman. Jeg kan ikke forestille mig noget mere rædselsvækkende. Jeg har ikke brug for, endsige tid og fantasi til endeløse , kulørte guirlander af opremsninger og beskrivelser. Jeg er dybeste set ligeglad med, hvordan personer, rummet eller landskabet ser ud. Jeg orker ikke forfatterens blær og lir. Rokoko. Jeg er også ret indifferent over for plottet. Lidt er nok er mit motto. Skriften er handlingen. Sproget. Bare gør det kort og klart. Dette er selvklart ikke en holdning, jeg delagtiggør damen fra forlaget i. Jeg sukker indvendigt og siger med høflig begejstring ja tak, mens jeg ser pæne beløb gå ind på kontoen, når hun ringer og glædestrålende betror mig, at hun har et dejlig tykt manuskript til mig. En mursten af en bog, som hun siger.
   Kriminalromaner er dog at foretrække frem for de endeløse, oversatte romaner med fremmede navne og historiske steder. Pudrede og pludrende. Litteraturens musicals."

Peter H. Olesen: Korrekturlæseren



Jeg elsker udtrykket litteraturens musicals. Måske fordi det rammer den genre, som jeg ind imellem elsker at svælge i - de store, fede bøger, som man virkelig kan begrave sig i...

For tiden er det dog en anden slags bøger, jeg læser. Det er ikke de store litterære musicals. Derimod er det de bøger, der har et kort og præcist sprog, det er de bøger, hvor forfatteren ikke blærer sig direkte, men som indirekte kommer til at gøre det. For de tre forfatter er forbilledelige dygtige. Det er Helle Helle og hendes Ned til hundene, det er Peter H. Olsens og hans Korrekturlæseren, og endelig er det Per Petterson og hans Ud og stjæle heste.

Der er visse træk, der går gennem disse tre romaner. De handler alle tre om personer, der ønsker at vende tilbage til et nulpunkt, efter de hver især er blevet alene midt i deres voksneliv. De rejser alle tre til nye steder, hvor ingen i første omgang kender dem, og derfra forsøger de at forholde sig til deres fortid samt at reflektere over deres nutid og fremtid. Personerne i de tre romaner er alle tre optaget af, hvad de spiser. Måske fordi det er et holdepunkt i hverdagen, der er til at forholde sig til. Og endelig er de alle tre - mere eller mindre direkte - optaget af tanken, om de findes.




Det har virkelig været en fornøjelse at læse disse tre bøger i træk, da de har talt til hinanden på mange planer. Hermed anbefalet gange tre!

Kaiser findes

Endelig kunne jeg se min nye bog i virkeligheden. Jeg var inde forbi Gyldendal i går, og der kunne jeg hente Kaiser frisk fra trykkeriet. Og det var dejligt at få den i hånden.




Jeg synes selv, at Jelne og Kaiser klæder hinanden. Kaiser er en selvstændig fortsættelse af Jelne, og derfor skal de gerne pege på hinanden i udtrykket. Og det gør de bestemt også, når de står dér i reolen ryg mod ryg. Bemærk hvordan de to bøger står i såvel kronologisk som alfabetisk rækkefølge... (Årh, mand, tænk at jeg nu snart er forfatter til to bøger... Det gik virkelig op for mig, da jeg så, at jeg nu fylder lidt mere i reolen end før).


Jeg nyder, at have Kaiser for mig selv lidt endnu. Den bliver først sendt ud i verden i næste uge, og den udkommer først torsdag den 8. maj, så i denne weekend er det stadig bare mig, der ved, at Kaiser findes.

Hvis dette er et menneske

"Vi blev bragt hertil i forseglede vogne, vi så vores kvinder og børn forsvinde ud i intetheden. Vi er blevet reduceret til slaver og har hundrede af gange marcheret af sted til vores tavse arbejde, og tilbage igen, døde i sjælen længe før vores anonyme død. Ingen må komme ud herfra, ingen må vise det tegn frem de har tatoveret på hans hud, eller fortælle om hvilke frygtelige ting indbildske sjæle har gjort mod menneskerne her i Auschwitz."

Primo Levi fra Hvis dette er et menneske

I Børsen

Jeg blev i januar interviewet af en journalist fra Børsen, og dette interview blev bragt i deres lækre magasin Pleasure i torsdags. Overskriften er ret fantastisk: Jeg har IKKE fortalt det til nogen...

Og så var det naturligvis fantastisk for mig at blive omtalt for Børsens læsere. Det er ikke just en målgruppe, jeg ellers har været præsenteret for før.

Oversættelse

Jeg skal i slutningen af maj deltage i en litteraturfestival i Kiel, og i den forbindelse skal et uddrag fra Jelne oversættes til engelsk, tysk og fransk. Jeg har ikke selv meget erfaring med at oversætte. Da jeg gik på Forfatterskolen deltog jeg i oversættelsen af en række Language-digteres tekster. Jeg oversatte Leslie Scalapino med stor hjælp fra Mette Moestrup, og jeg var meget overrasket over, hvor svært det var at ramme tonen og finde de korrekte ord. Alle vores oversættelser udkom i Forfatterskolens Skriftserie Legenda med titlen Krydsord.

Netop fordi jeg selv har haft fingerne nede i en oversættelse, er jeg ikke overrasket over, hvor svært det er for en oversætter at ramme min tone. Men derfor er det alligevel nedslående at opleve det. Jeg modtog for et par dage siden første udkast til en oversættelse af Jelne, og jeg kunne slet ikke genkende mit eget sprog. Oversætteren havde gjort sig mange overvejelser omkring sætningsopbygningen og grammatikken, men de valg og fravalg, han havde taget, gjorde, at det ikke længere var min tekst. Jeg ville nok have tænkt, at sådan må det blive, når man oversætter, hvis det ikke havde været for en anden oplevelse, jeg tidligere har haft.

For en måneds tid siden fik Thomas E. Kennedy til opgave at oversætte et længere uddrag af min kommende roman Kaiser til engelsk. Det skulle bruges til bogmessen, der i disse dage foregår i London. Jeg havde meget små forventninger til den oversættelse. Og derfor blev jeg så overrasket, da jeg modtog den til gennemlæsning. Han kunne virkelig ramme min tone, han holdt fast i min store brug af foreløbigt subjekt, han lod komma være komma og erstattede dem ikke med punktum, og alt i alt kunne jeg virkelig genkende min tekst. Det var meget overraskende for mig.

Og det er vel med en oversætter, som det er med en redaktør, de foretager sig valg, som enten rammer lige oveni forfatterens ønske eller som ikke gør. Men derfor er det selvfølgelig stadig mærkeligt at se sin egen tekst blive forvandlet. I dette tilfælde med Kiel, så er vi ikke færdige med oversættelsen endnu. Jeg har en god dialog kørende med oversætteren, og jeg er sikker på, at vi ender med et godt resultat. Inden sidst i maj.

En god boguge

Den nye bogsæson er begyndt, og det er som om alle de gode bøger flyver ud fra forlagene som sommerfugle. Denne uge er noget helt særligt, da der er tale om to bogudgivelser, som jeg selv har glædet mig meget til.

Den først udgivelse kom i går, og det var Dy Plambecks Texas´ rose. Jeg har allerede haft den glæde at læse den, og den er virkelig anbefalelsesværdig. Den er fin og klog og vidner om, at Dy Plambeck har en sprudlende fantasi. Og det er da også gået romanen godt. Den har fået rigtig flotte anmeldelser, og 2. oplag er allerede sat i tryk.


Den anden bog, jeg glæder mig til, er Maja Lucas´Min far kan lide fugle, der udkommer i morgen. Jeg hørte Maja Lucas læse op fra den til et arrangement hos forfatterforeningen De Skønlitterære i går aftes, og det lyder som en roman, jeg glæder mig til at læse. Den er da også allerede blevet anmeldt meget positivt i dagens Information.



Og det er bare begyndelsen. Der venter mange gode bøger endnu. Jeg glæder mig især til Helle Helles nye roman, der udkommer den 15. april.